240
— Hør, laan mig en Rigsort og gaa ned i Kælderen paa Hjørnet af Strandstræde. Jeg skylder dig tre Mark, men saa vist som jeg er en Normand, jeg, skal Du faa dem om en Maanedstid. For jeg rejser hjem nu, jeg. Aa, jeg kunde stortude af bare Glæde, naar jeg tænker derpaa. Kom — saa skal Du faa høre.
Med Ølkrus og Dramme foran sig sad de to Studenter bænkede i den lave Kælder med de tætte Loftsbjælker lige over Hovederne. Normanden fortalte:
— Jo, ser Du, den Skøjer af en Baron dikterede mig alt det Tøv, som han kalder sine Pensées. Der er ikke mere Tanke i denne Sludren ud og ind end i mine sorte Hoser. Men han morer sig over at lette sin Ugudelighed gennem sin leje Kæft, ser Du. I Dag begyndte han med at diktere, at et legitimt Ægteskab kun duede for dumme og trælske Personer, at det var kun Mænd uden esprit og uden imagination, der kunde udholde en Kvinde mere end i faa Aar, og at det var sundt baade for Sjæl og Legeme at skifte mâitresse, at Mahomedanernes Skik var at foretrække for de Kristnes. Giftermaalet for Livet var en Opfindelse af Præsterne, der helst saa, at Menneskene blev Trælle og dorske Kødhoveder … Forargelsen brændte i mit Blod, og han kunde se det, den Belialshund. Han vendte sig til mig med et Par Øjne som en Giftorms og spurgte mig, om jeg kun havde kendt ét Fruentimmer i mit Liv — ja, han
