239
ronens Sekretær ved Udarbejdelsen af Adelsmandens rhapsodiske Bekendelser og stirrede langs Palaisets lange Vinduesrække. Han saâ kun de perlemalede, nedrullede Jalousier, der hvilede i Dødens Ro. Gemtes Prinsessen derinde i Mørkets slumrende Skov?
Turde man bare tage fat i Klokkestrængens Malmknop, bryde ind …… og …… Ja, hvad saa?
Sluttelig gaar Porten op. Tre Tjenere i Livrée og en høj sort Skikkelse brydes i Portaabningen, og i det halvmørke Rum indenfor griner Skræderfrans’s rynkede Fjæs. Endelig lykkes det de to Karle at faa en lang, sort Figur spændt ud paa Gaden. Hans Haar var i vildeste Uorden, hans Kalvekrøs flagrede ud i Luften.
— Men Brundsland da …? raabte Ludvig Masmann.
— Er Du her, min snilde Gut! Ja, nu kan Du, Fa’n hakke mig, tåge mine partes hos den forbandede Gudsfornægter og Horkarl der oppe. Ja, han lod mig smide ud af sine Slaver … men Guds Død, hvor jeg har banket dem, inden de fik mig ud. Deres Næseblod har nok stænket over den gamle, knagende Trappe. Ja, Død og Pine!
Sveden randt perlende ned ad Brundslands røde, svære Ansigt.
— Men hvad var der da paa Færde? spurgte Ludvig.
