238
Den store, bredskuldrede Fyr løftede sig i hele sin Længde. Han saâ ud, som han kunde knække den lille visne Skriver som et Utøj mellem sine Negle. Ludvig Masmann blev fra en heroisk Drøm vakt op til den mest lurvede Virkelighed i det hæslige Rum, den grimme og dumme Skriver med den slappe, magre Krop, som de tynde Ben i Slæbetøflerne knap kunde bære.
Han gjorde et Par Skridt hen mod Skriveren, der smuttede ind ad Døren, mumlende:
— Han vil da’nte slaa en gammel Mand, som hans Fa’r har betroet ham, smækkede saa Døren til og drejede Nøglen om indvendig fra.
Den store Ludvig gik i Seng og svævede i Drømme mellem Situationen i den højeste Æthertilværelse og den kødeligste Fryd. Naar han vaagnede fra den stødvise Søvn, højagtede og foragtede han sig selv i livlig Veksel, alt efter som han havde svævet i Skyerne med Armen om den rødshawlede Gudindes Midie under hendes Spil paa den gyldne Harpe, eller han havde favnet hende med sine Armes fulde Muskelkraft i Ellekrattet ved Møllesøen der hjemme. Men da han endelig vaagnede for Alvor, følte han en Slags Sorg, fordi han havde svigtet den lille Mette og ikke sørget for, at hun havde lært sin Psalme.
Dog det Minde blev snart slugt.
Han drev ud, som han havde gjort hver Dag siden den Morgen, han havde vikarieret hos Ba-
