237
frygtede Fristelser og Koglerier. Han udaandede Heltemodet, der fyldte hans Bryst, med de Ord, Johannes Evald lagde Halvguden Balder paa Tungen. Og han sang dem med sin raa, mægtige Basstemme paa sin Seng i Klædeoplagsskriverens Hus:
Venlige Klipper, I hørte mig græde,
hører mit Haab, og udbreder min Glæde!
Yndige Skove, besvarer min Fryd!
Balder! forgæves skal Himmel og Skæbne
hærde dens Hjerte, du elsker, og væbne
Kæmperens Arm med fortryllede Spyd.
Dyden skal krone sin fromme Tilbeder!
Skingrende, mægtige Genlyd, udbreder
Elskovs Triumf og den lønnende Dyd!
Skriveren lettede paa Døren ind til Ægteparrets Dagligstue, stod paa Tærskelen med det lille bitte Messinghaandgreb paa Laasen i sin store højre Haand, i Bommesis Underbukser paa Benene og hvid Bomulds Nathue trukket ned over Ørene. Han gryntede:
— Ø—h! Det er fromt og gudeligt af ham, at han synger sin Aftenbøn. Min Kone er døv, saa hende forstyrrer han ikke, men jeg sidder oppe og kopierer meget indviklede og højtravende Acta, saa han maa ikke gerne vraale saa højt. Nu burde han læse over paa sine Ting, at det kan gaa ham vel til hans anden Eksamen, ellers faar jeg en Ulykke af hans Fader.
