21
Abelone havde Rede paa sin Herre, saa langt hendes Opfattelse rakte, og gøs indvendig. I lange Tider havde han været saa „værkelig og galhovedet“, at Ingen kunde gøre ham til Pas, og han havde snærret ad hende som „Bindehunden Fylaks nøre i Porten“. Og det havde han været lige siden den Dag, hun bragte ham det Brev fra den By, hvor „Laad’vi“ læste Latin, og som kostede seks Skilling, før „Post-Lisbet“ vilde „lavere“ hende det ind. Det maatte være noget om „Laad’vi“, som var bleven saa stor og før, at det godt kunde hænd’s, at han vilde kissemisse med Pigerne. For i denne Konges Tid fik saadan nogle store Bengler farlig tidlig Fornemmelser af alle Slags.
Hun skyndte sig med at faa Pigeflokken lavet til efter Maaltidet, tog sine store Fedtlæders Sko af og listede sig, saa lydløst hun kunde, paa sine store Saalepuder ned foran den Dør i Korridoren, der gik ind til Magisterens Kammers.
Hun kunde høre hvert Ord, der veksledes, men hun kunde ikke forstaa synderlig af Samtalen. Døren var saa utæt, at hun tydelig kunde se Præsten og hans Søn staa stramt rettede lige overfor hinanden. „Ja Gud fri og frels og bevare vos! Drengen var lige saa lang som Magisteren, og Førelsen kunde snart komme med … Og føj for den Lede! Laad’vi havde ikke mere sin kønne, brune Paryk med Krøllerne i Panden og Piskekvasten i Nakken, men stod med bart Haar ligesom en anden „Bundeknold“.
