22
Magisteren talte:
— Din Rektor har tilkendegivet mig, at du er bleven en Sinke i Humaniora. Hvad tager din ugudelige Flegel dig da for? Løber du paa Ølhus? Svar, inden jeg anbringer den tilbørlige Tugtelse paa dit Korpus, som det burde dig at hædre som det Gemme, hvori din Skaber har indespærret din Sjæl … Naa, du svarer intet? Kanske du har glemt dit Modersmaal, eller ej kan exprimere dig paa Latin, om Du end sidder i Mesterlektien, hvori i min Tid hver Pilt kunde skrive Disticha, Flaccus aut Naso admodum. Du Bengel! Du ukristelige Køter!
Magisterens Blod fôr saa stærkt op i Hovedet paa ham, at det truede med at træde ud gennem Øjnene, der blev røde som en uvan Tyrs. Han tog et langt skrævende Skridt hen mod et højt Hjørneskab, aabnede det med Larm og tog en meget stor Kørepisk frem, klemte fast om Skaftet og nærmede sig sin Søn.
Den store Knøs stod ganske stille i sin melerede, hjemmegjorte Skoletrøje med de mange Knapper, i de snævre Knæbukser af samme Stof, de sorte Strømper og Fedtlæders Skoene med Staalspænder. Denne snævre Dragt var ikke flatterende, men den røbede Muskler, der truede med at blive herkuliske. Da Magisteren kom farende med løftet Pisk, greb Ludvig med et behændigt Tag om Snærten og Enden paa det lange Skaft, fæstede
