252
væltede ned over Landsbybarnet. Se den nøgne mægtige Barm med den mørkerøde Rose i den skillende Grube! Se de fyldige Arme, hvide som Alabast, Benenes svulmende Linjer, der truede med at sprænge det kødfarvede Silketrikot! Den opkiltrede og i den ene Side kun med grønne Silkesløjfer sammenhæftede rosenrøde Hyrdindedragt lod langt mere til Syne af kvindelige Former, end Landsbydrengen nogen Sinde havde set. Han blev tør og hed i sin Strube, knugede sine Hænder, saa Leddene knagede, hørte ikke, at den gamle Franskmand til Siden for ham uvilkaarlig udbrød: Eh, eh! saâ ikke, at han maatte tørre sig om Munden eller at den store Næse og den buklede Pudderparyk fik ham til at ligne en gammel Vædder — saa hensunken var den kraftfulde Fyr i denne Formernes Vælde. Den var langt fra at vække hans Kritik. Paa alle de mange Malerier eller plastiske Arbejder, han havde set, var jo altid Gudinder og Nymfer vel ved Magt, mindst af alt slanke.
Den svulmende Hyrdinde løftede sin hvide Houlette, hvorfra brogede Baand flagrede ud, og istemte med et Udtryk af Tungsind og Sorg i Ansigtet sin første store Arie:
J'ai perdu tout mon bonheur
J'ai perdu mon serviteur.
Colin me délaisse[1]
- ↑ Jeg har mistet al min Lykke — jeg har mistet min Tilbeder — Colin forlader mig.
