253
Jo oftere Sangerinden gentog den sidste Linje, desto stærkere og højere steg Røsten og udaandede tilsidst en skærende Smerte i en høj Soprantone.
Ludvig Masmann tog et fast Greb i Tabourettens Side for ikke daanende at falde om i Skødet paa Baron Urne, der sad bag ved ham. Derved blev han opmærksom paa, at store Taarer rullede ned ad Baronens Kinder — ja, troede at høre ham hulke. — Eller var det de andre i Salen?
Snøften og Hulken lød i alt Fald fra alle Kanter.
Alle — selv de værste Udhalere og de letteste Kvinder sværmede i de Tider for det Rørende og Sentimentale.
Ludvig forstod ikke en Ytring ved Siden af sig fra en broderet Herre.
La voix un peu usée (Stemmen er lidt slidt).
Havde han forstaaet den og havt Sproget i sin Magt, vilde han protesteret — i det mindste indvendig — og hævdet, at hendes Sang var saa frisk som Nattergalens i Krattet en Sommeraften. Han kunde have udgydt sit Blod for den forladte Hyrdinde.
Teksten kunde han naturligvis ikke helt forstaa, ikke heller hvorfor Colette slog over i en Slags Recitativ og syntes at dale ned fra sin Smertes Højde, da hun beretter Tilhørerne, at hun vil søge Spaamanden, tager Penge op og svøber dem i Papir.
Da toner en stor, svær Skikkelse frem, klædt i
