254
Troldmænds eller Profeters sædvanlige Teaterkostume: den lange sorte Talar med et hvidt med mystiske Bogstaver broderet Skulderbaand, en høj, spids Hue og en kort sølvknappet Stav i Haanden. Han spankede over Tæppet med værdige Skridt og Holdning, gjorde hvert Øjeblik et kort Slag i Gulvet med Hælen og saa hen mod Colette. Hun rækker ham Papirstutten. Han modtager den med samme nedladende Værdighed, som Magister Masmann i sine Sognekirker paa de store Festdage modtog Bøndernes Fire- og Tomarksstykker.
Dette Træk var lige ved at faa den rationalistiske Præstesøn bragt ud af den elegisk-tragiske Stemning over i en hjemmevant, altsaa prosaisk. Men da der ud af Spaamandens lange, hvide Skæg bruste Toner frem som af et Orgels Basbasun, slyngedes Ludvig Masmanns Stemning over i det Ophøjede. Han maatte tage Spaamandens metalklingende Ord og Toner for Alvor. Og den store Røst slyngede gennem Salen, Svarene paa Colettes frygtsomme Spørgsmaal: „Skal jeg miste Colin for evig? sig mig, om jeg maa dø?“
— Je lis dans votre coeur, et j’ai lu dans le sien (jeg læser i dit Hjerte, som jeg har læst i hans).
Studenten sad i aandeløs Spænding paa, hvorledes det vilde gaa. Da han ikke kunde følge med eller kun ufuldstændigt forstod Versenes Ord eller Mening og kun fangedes af Musiken og de Ud-
