Side:Gamle billeder.djvu/289

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

285

É sano (Det er sundt). Hænderne havde hele Tiden arbejdet om Kap med Munden.

— Madame, sagde Ludvig Masmann, forlegen dvælende, men indvendig stærkt fremtvungen mod det Spørgsmaal, han vilde gøre …. hvorfor har Madame Marion …. kastet sine Øjne paa mig? Hvorfor kalder hun mig sin Redningsmand?

Chi lo sa? Hvem vél? Hun har so mange Titulationer i Munden. Hun saâ Dem jo i en Kirche, ude blandt Bønderne; hun havde hørt, at der skulde blive agiret med Dem — och so saâ hun Dem spille ganz korrekt og stille under Agiringen, da Deres ehrwürdige Hr. Fader agirede Hauptpartiet i Stykket … och so er De saadan sprunget op — Pütssk! lige i Næsen paa Marion . . nær hun har havt sine Momenter, hvor hun har raabt paa en Erretter fra den Baronaccios, Ueberdrusz og rent …… vækfløjne Sentiments.

— Har hun da elsket ham?

— O — pyh! Men hun kendte sin Pflicht. Marion har paa den Maade været en meget rechtschaffen Ding. Hun fik jo rigeligt, af alt hvad, hun sodan vilde sla i sig og sla om sig, og boede ja wie en Prinsesinde. Ach, hun var saa god mod sin gamle Billetteuse og Souffleuse og Coiffeuse i de 5 Aar, vi lever i dette verdammte … pardon — gesignete Land. Men naar hun nu uden betydende Sentiments i alle Maader var den Baro-