289
paa ham som et Chok fra den rette Virkelighed, den, han var bunden til med ubrydelige Jernkæder!
Han havde Lyst til at fly og aldrig se sine Tankers afsatte Dronning mere. Men saa samlede Erindringerne fra Mutter Prantls Beretninger sig for ham til et vemodigt Indtryk. Der havde dog været det samme paa Bunden af denne nu stakkets forkvaklede Ting, netop den samme Trang til Flugt mod Hojderne, som han selv havde følt sig dreven af under Læsningen af Rousseau, Bürger, Schiller, Goethe, Evald.
Nu laa hun der som en forkrammet Klud.
Ja, tilvisse maatte hans Vrede skumme som Rousseaus ved Tanken om, hvorledes de Rige og Mægtige mishandlede Folkets Børn. Var den halvfrisindede, halvruinerede, i Bund og Grund aristokratisk-hovmodige Baron Urne ikke lige saa værdig til at udryddes af Tilværelsen som de lyssky Munke og blodsugende Generalforpagtere?
Hun laa og „agirede", festede paa Bogen de kunstig bly Øjne, hvis Blyhed var understreget med Tusch.
Pludselig opgav hun Aktionen, samlede det blaa Draperi, saa det helt bedækkede hendes Krop, ragede med Fødderne et Par falmede, karmoisinrøde, guldstjernede Fløjelspantoufler frem med Tæerne og stak Fødderne i dem. Det var som en Lindring for Ludvig Masmanns lidt afficerede Skønhedssans.
S. Schandorph: Gamle Billeder.
19
