290
— Aber Mütterchen, wie siehst du doch aus? sagde hun formanende til sin aldrende Dueña i Buksetroldkostumet.
— É vero, diamine! (Det er s’gu sandt) mumlede Trolden og smaalo, aber was ist bei mir jetzt zu sehen? Die Zeiten sind vorüber.
— Aber die Würde des Alters —
— Na — na!
Den gamle vælske Tirolerkvind fandt et Skørt eller Sligt, krøb i det fra oven og kastede et broget Tørklæde over sin fede Overkrops stramme Trikot, uden dog at opnaa et synderlig ærværdigt Udseende.
Madame Marion rejste sig, gik med en vis teatralsk Kothurnegang lige hen mod Ludvig Masmann, tog hans Hoved mellem sine store af hvid Fedtsminke duftende Hænder og kyssede ham paa Panden.
Nu blev han ikke glad til Mode! Det skulde have været for nogle Maaneder siden.
— Min unge søde Forløser, sagde hun og saâ ham moderkælent ind i Øjnene, tog hans Skuldre, fjernede hans Hoved bagud og betragtede ham, holdende ham fast i udstrakte Arme. Med dyb Altstemme og stærkt understreget Deklamation sagde hun ham de Schillerske Vers tæt ind i Ansigtet og med Pegefingren løftet foran hans Næse:
Nur des Höchsten Abglanz, der Gerechte,
Welcher in dem schrecklichen Gefechte
Zwischen Lust und Pflicht.
