291
Jener sich entringt, der höhern Weisheit Stimme,
Folget, trotz der Selbstsucht heiszerm Grimme,
Die sein Herz mit Schwerdtern sticht.
Dessen Wollust trägt von hier die Bahre
Nicht, es löscht sie nicht der Strom der Jahre,
Nicht die Ewigkeit:
Angeleuchtet könnt’er in den letzen Blitzen,
Und vom Weltenumsturz angeschwungen sitzen
Ohne Menschenbangigheit.
Trods Parfumens Duft, der akkompagnerede Deklamationen, gjorde den ikke det tilsigtede Indtryk. Det blev til slet ingen Ting, da Deklamatricen tilføjede:
— Hør, mit Barn, din ærværdige Faders Stemme!
Ja ved Gud, hvis Magisteren kunde sige Vers, vilde han sige nogle lignende. Men Ludvig lod det løjerlige Fruentimmer ryste hans Skuldre.
— Du er min tro Page, ikke?
Han bukkede saa pænt pagemæssigt, som han orkede.
— Ser Du, mit kære Barn, nu blev Du, mod min Vilje, Tilskuer ved min sidste mimiske Forestilling — ach ja la clôture sans remise. Men, min unge Ridder — giv vel Agt paa, at der ligger Dybsindighed i Alt, hvad jeg tager mig for. Paa Gud, Dyd og Sjælens Udødelighed fester jeg stadig mit Blik. Jeg vilde ende med at vise mig som den Hellige, hvilken i Skovens Grønne mellem Blomster og Græs ved sin Bødning vender tilbage
19*
