295
tjeneste af Ludvig. Hun vilde ikke have ham til at ledsage sig paa Spadsereture eller Byærinder. „Vi maa mutuellement respektere vort Renommé,“ sagde hun med Værdighed. Derimod forlangte hun at sé ham i Slotskirken, hver Gang den kongelige Konfessionarius prædikede. Da sad hun hyllet i Sløret, hensunken i Andagt.
Ludvigs Begejstring for den tidligere saa beundrede „Folkelærer“ faldt lidt efter lidt. Thi naar han paa Madame Marions Ordre kom til Gammelmønt en Time efter Kirketjenesten, sad den trofaste Tilhørerinde i sin sorte „robe de chambre“ med en hvid Kammerdugssløjfe foran paa Brystet, den mindede om Konfessionarii Bladkrave. Hun rejste sig, stillede sig bag ved et Bord og deklamerede hele Prædikenen efter Hukommelsen, og Studenten fandt denne Hukommelse irriterende udmærket. Trods den fremmed klingende Udtale, gengav hun hele Diktionens Tonefald, dens Hævninger og Sænkninger, ikke at tale om hans Hoved- og Armbevægelser. Dem kopierede hun med den smaaligste Nøjagtighed. Naar hun var ferdig, klappede hun i Hænderne, det, hun jo ikke turde i „Templet“, og udbrød: Herlige Ord, de skal være min Trøst i Livet og i Døden, naar jeg bliver gammel ude i de stille Lunde med de sagte rislende Kilder.
Mutter Prantl hviskede en Gang til ham:
— Sie hat den Teufel im Leibe. Nu har hun faaet det at „agire“ med. Es hilft kein Maul-
