296
spitzen, es musz gepfiffen werden … Immer „agiren“.
Han fik ikke noget ud af Marion paa det Punkt, hvor han havde lovet sig mest. Hun havde jo gennemfaret hele Tyskland med sine Trupper og maatte, mente han, have set meget.
— Har aldrig havt Tid andet end at plukke nogle smaa, uskyldige Blommer i Slotshaugerne. Ellers lære Poesi eller Prosa udenad, prøve i Kulden — kun naar det var Opera paa det franske Sprog med stærk Gestikulation i, kunde man synge sig ret varm, og maatte doch have Pelstøj.
— Men ved selve Forestillingen, naar Publikum henrykt hyldede Retfærdigheden, som Barden forkynder gennem det Godes Sejr over det Onde?
— Ja, det var dejligt, men saa var man selv saa fortrollet, at man rent sank hin … och glemte alle Dydens Regler.
Ved slig Lejlighed kunde Mutter Prantl fremføre Betragtninger af følgende Art:
— Ja so kom Punsch og bisweilen Prügel og Skælde — og Bandeord af den Kerl, hvem hun i Øjeblikket maatte være Ægteviv. Han giver hende Prügel, naar hun har faaet mer Applaus end han, men havde hun ikke faaet nogen, fik hun ogsaa Hiebe. Han kunde prygle hinner af Jalousi, vvenn Hr. Grefen eller Freiherren fik for mange Caresser af hinner, och den Ehemann maatte lecke sig sin Mundwinkel, eller och pryglede den Schweinhund hinner, fordi hun ikke Schlotsherrn eller
