28
Øren. Hans for Parykken befriede graanende Haarkrat tegnede en Skygge som af en rundklippet Trækrone paa den kalkbestrøgne Væg, naar dens Ejer bøjede sig fremover det store Ark graalige Papir paa Skrivebordets grønne Multumsfirkant. Det knitrede og knagede og buldrede i den store Bilæggerovn.
Abelone fodrede den efter at have affodret sin Husbond, sagde „God Nat“ uden at faa Svar, mens hun gik ud paa sine sorte Uldhosesokker.
Nu var hun gruelig nysgerrig efter at se, hvordan det gik „Laad’vi, det sølle Bæst“. Magisteren var jo altid saa nærig paa Ildebrand, og nu sad Drengen vel og frøs oppe under Taget, bare fordi han kunde bedre lide de ny Tungemaal end det gamle Skidt, som Magisteren tyggede Drøv paa, den gamle Tyr han var.
Med Tøflerne under Armen gik Abelone op ad den stejle Hønsetrappe til Kvistkammeret i Gavlen, Hun saâ Lys gennem Nøglehullet i den raa og uhøvlede Brædedør.
Hun keg derigennem … Nej føj! Den store Dreng var gaaet i Seng, havde stillet et Tællelys foran Bordet og laa og læste. Det var ikke i de store Skindbøger, som Magisteren havde givet ham med; det var i et lille Skidt af en Bog, som han holdt mellem sine Fingre, og som der hverken var Skind eller Guld eller rødt paa … Det var dog ellers farligt saa den Dreng var groet op. Hun kunde se, at hans bare Arm, som Skjorten
