322
Krop. Han faldt, da han stampede for at ryste Støvet af Fedtstøvlernes Saaler. Ludvig Masmann fik ham afleveret til hans Landsmand og Vært, Skomageren.
— Han har nu faaet sin Præsteeksamen, sagde Ludvig til ham.
— Det er derfor, han af Glæde har drukket sig saa overmægtig fuld, sagde Skomageren forstaaende … Bra’ Kar’, men ikke noget godt Hoved. Det var vakkert at se Dem igen . . Hr. Masfeld. Hans Eksame var vel lortet.
— Aa, han blev funden „ikke at foragte“.
— Det er han heller ikke . . Nej. Saa kan han være my’e tilfreds. Gu’ kan han det.
Et Læs af Mismod og Haabløshed laa paa Ludvig Masmanns brede Skuldre, da han langsomt vandrede til sit grimme Logis.
Hans Tro til Virkeliggørelsen af alt det Store og Frigørende, han havde indaandet i Luften, var bristet. Den hjemlige Bondeemancipation var ham ikke nok. Godsejernes Modstand gav ham en Forestilling om, at det var en studedum Race. Baron Urne hørte ikke sit Land til. — Og nu hans Færd mod den stakkels Marion! Universitetet nu var jo en sløv Munkeskole eller, hvad der var værre — lige saa dumt som i Per Paars’s Tid, da det store Slagsmaal stod, om Venus i den trojanske Krig havde faaet en Skramme i Armen eller i Laaret. Og al den Tinsoldatkrig paa Fæl-
