323
lederne og hele denne Støvlethær, som den lille Kronprins havde til Legetøj!
Denne store Nordmand og hans forrige Konrektor, der nu sad begravet ude i et Landsby præstekald, var de eneste rigtig gode Mennesker, han havde kendt. Han maatte reducere sit Maal til at prædike for Bønder om Nytten af Kartoffeldyrkning og Inokulation af Kokopper. — Ud paa Landet og være nyttig!
Ja, saa maatte det være! Dertil og ikke længere! Han kunde dog vel naa at øve Borgerdyd, naar han ikke magtede den store heroiske Dyd, som Schiller sang om; maatte vel nøjes med et lunt Ægteskab, med Senge- og Kakkelovnsvarme, naar han ikke kunde faa en Elskov paa Liv og Død som Goethes Werther.
Ja, saa maatte det være! Dertil og ikke videre! Skranken var sat.
Han drog det ene dybe Suk efter det andet, mens han vandrede.
Den friske Efteraarsvind suste om hans Kinder, Træernes brogede Kroner vuggedes bag Havemurene, og de brogede Amagerpiger lo fra Portene ud til ham.
21*
