328
det var saa køligt, at Præsten havde svøbt et mægtigt rødt strikket, uldent Tørklæde om sin Hals — han kaldte det en „Zefyr“. Endvidere havde han ombyttet sin trekantede Filthat med en lodden Hue med store Klapper ned over begge Øren.
— Ak, mumlede han, da han opdagede Køretøjet — der kommer den Latinbesudler. Nu faar jeg høre en Hob barbarisk Latin med de gemeneste Soløcismer som en Pebling i Sinkelektien maatte skæmme sig glorød over. „Men Doktor kaldes han, skønt han kun er Barbér.“
— Guten Tag, Hr. Magister! raabte den Kørende hen over Vandet med en Røst som en Vognmandstrompet — wie steht’s?
Magisteren tog til sin Hues ene Ørelap og svarede but:
— Slet nok.
— Skal komme och gøre en Diagnosis, raabte den Fremmede, svingede ind i Gaarden gennem Porten og var snart paa Siden af Magisteren, der ikke havde rejst sig fra Bænken, men blot havde drejet sig om og raabt ud ad et aabent staaende Vindue.
— A—be—lo—ne Je—re—miæ—datter — et Glas til herud!
Den Fremmede var den nærmeste Købstads eneste Læge, en gammel ustuderet Amtsbarbér af en Holstener. I sin Ungdom havde han været først Bartskær, siden Feltskær, „Okulist, Tand-
