342
ladet dette Individium besmitte hans Stuer. At en lønlig Frygt for at fornærme hans Kaldsherre, Baronen ogsaa havde Indflydelse paa hans Færd, gjorde han sig ikke bevidst. Og da en saadan kritisk Tanke dukkede op, sagde han „Absit“.
Alt imens havde Kirurgen kommanderet Abelone til at komme med et andet rødt Lerfad, fuldt af varmt Vand. Han trak en blegrød, noget overstænket Silkestrømpe af sin Patient.
Abelone havde nær tabt Lerfadet af undrende Forbavselse. Hun udbrød uvilkaarlig:
— Sikke nysselige, hvide Tæer! Det har saadanne nogle Raad til. Hun er mere ren om Benene, end en Anden En i Ansigtet. Vil Magisteren bare se til!
Præsten hev sig op og nærmede sig. Han havde aldrig tænkt sig en saadan Renlighed. Det maatte han indrømme.
— Hvad skal de dog i Vand for? sagde Abelone, da Kirurgen tog i den ene Fod og tvang den ned i det sidst hentede Fad.
— Halt Maul, Bauernklotz! Er hun inde i Videnskaben? sagde han meget haanlig. Kom her! Et uldent Bind ... Komm mal hier!
Han løftede paa Abelones Klæder, og med en Saks klippede han et Stykke af hendes Klokke.
— Nej, føj for Satan! sagde hun. La’ mig vær’.
— Silentium! Magisteren giver hende en ny
