343
Unterrock … Det gælder et Menneskeliv, Hr. Magister!
Kirurgen satte sig paa en Skammel, efter at have snøret Bindet mellem Læg og Ankel paa Patienten.
Magisteren brummede, noget ærgerlig over, at Barbéren her havde Overtaget.
Klik! klik! sagde det i en lille Tingest, som Amtsbarbéren tog op af et Futteral. En Blodstraale stod ud i Fadet. Han sagde med stor Myndighed, men i en Diktion, som om han afleverede en udenad lært Remse:
— Kunde have aabnet enhver godt fyldt Vena (udtalte det „Fena“), doch er det bedst at vælge „Vena saphæna magna“, hvor den løber over den Vertiefung (Fordybning) som befinder sig mellem cuneiforme primum und os naviculare.
Magisteren spyttede! Føj, hvilket forbandet Latin!
Kirurgen saâ ned i Fadet.
— Gut so! God halv Pægel Blod! Hvad Abelonchen?
— Ja, der er vel saa meget som to gode Glas Brændevin, svarede hun og pegede hen paa den Reolhylde, hvor Klukflasken og Glassene stod.
— Schøn, nikkede Kirurgen og bøjede sig anerkendende for Abelones praktiske Skøn. Saa lagde han Forbindingen paa.
Magisteren havde ufravendt stirret paa Patientens hvide Fod, Smalben og begyndende Læg.
