347
— Det er uanstændigt, at hun ligger i en ung Karls Seng.
— Aa, naar han ikke er der selv — og Sengen er iskold.
— Gar kein Gefahr, sagde Kirurgen smilende. Ich garantire! Bin verantwortlich.
— Han! sagde Magisteren og maalte ham ret ringeagtende . . Hm—hm—hm! Men … fiat! (lad gaa) Tag hende.
Inden Kirurgen sammen med Abelone tog fat paa Marion, reddede han sig en Dram henne paa Reolhylden. Saa bar de hende op. Magisteren var saa venlig at lyse den stejle Trappe op med et Spiddelys paa en Profit. Det var ikke med Ubehag, at han saa hendes fyldige, hvide Arme, blottede til midt paa Overarmen, hænge ned over hver af de Bærendes ene Skulder.
Magister Sextus Masmann trak Vejret lettere, da disse Mennesker og Aareladningsapparater var bragte ud af hans Stue.
Hans Øjne faldt ned paa den i Skind ind bundne, med blodrøde Snit udstyrede in Quarto paa Skrivebordet. Han havde sat et „Æseløre“ som Mærke der, hvor han sidst havde sluppet Læsningen. Det var det mer end hundrede Aar gamle stridbare Skrift mod Helmstädterprofessoren, den lærde Georg Calixtus, en fredelig Lærd, der havde forarget de Ortodokse ved at udtale Haabet om en Udjævning af de dogmatike Kampe paa Liv og Død i de kristne Kirkeafdelinger, samt havde
