Side:Gamle billeder.djvu/352

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

348

vovet at paastaa, at Treenighedslæren ikke tydelig fremgik af det gamle Testamente. Skriftet var af den lutherske Ortodoksis Overprofos, Wittenbergprofessoren, Abraham Calovius og hed: Consensus repetitus fidei veræ Lutheranæ.

Det var en af Magisterens Yndlingsbøger. Naar han var vred, saa læste han den gamle Ortodokses latinske Skældsord mod Katoliker, Kalvinister, Synkretister højt op og slyngede dem ud i Rummet, som om han tiltalte usynlige Tilstedeværende, der ikke vilde besværge alle den augsburgske Bekendelses Artikler. Han klappede i sine store Hænder, da Calovius kaldte Calixtus en Kryptopapist og Mameluk. Han glemte den hvidarmede og hvidbenede store Pige, Aareladningen, Bekymringen for, hvad han skulde gøre med hende. Og da Mester Rothstein kom ind for at byde Farvel, brummede han: Vale, viste hen mod Døren, overhørte hans Tak for den herlige Brændevin — der „perlede i Glasset“ — og oversaâ hans længselsfulde Blik mod Reolen og Resten af Drikken.

Barberen troede, at Magisteren manede Djævelen, da han i den af Læsningen frembragte Patos raabte: Ja, kom alle I, der fornægte „Ubiqvitatem corporis Christi“ (Kr. Legems Allestedsnærværelse) og „Communicationem idiomatum“, i Følge hvilken, Herren ved sin Himmelfart er indtraadt i fuldt Brug af sine guddommelige Egenskaber, og qua Gudmenneske ogsaa i Følge sin menneskelige Natur er tilstede i Brødet og Vinen ved Nadveren.