356
I den mørke Deraabning stod den høje, hvide Figur.
Magister Sextus Masmann var ved at slaa Kors for sig. Men det var lys Dag, hvor han ikke kunde tænke sig Muligheden af en Gengangers Tilsynekomst. Som god Ortodoks tvivlede han ellers ingenlunde paa Hekses og Spøgelsers Realitet.
— Frygt ej, Ærværdige, lød den bløde Røst. Jeg kommer som en Synderinde, der haver Trang til Konversion. Jeg vil søge over i den rensede, „lutheriske“ Kirkes Sked og afsværge de katolske — „erreurs“.
— Saa til Helvede! afbred Magisteren — endnu under Morgengnavenhedens Herredømme — paa denne Tid af Dagen! Det er vel Løgn og Sludder. Naturligvis lod han ikke disse Ord faa hørlig Lyd.
Den hvide Skikkelse blev staaende i Døren, høj svær, statuarisk, med det hvide Gevandt i lange, lige Folder.
— Ja, jeg har længst erkendt, at jeg er en stor Synderinde, sagde hun blidt sørgmodigt.
— Saa—aa—aa? brummede Magisteren. Ja, hm—hm—hm! At erkende en Synd er jo det første Skridt til Forbedring.
— Den ærværdige Herre véd vel, at mit Liv har været et Liv i Synd?
Magisteren nikkede:
— Mamsellens Reputation er jo — — hm!
— Tranchons le mot, som vi siger paa Fransk.
— Jeg ønsker nødig at høre Voltaires Sprog
