357
i en luthersk Præsts Hus, sagde Magisteren med sin Stemmes dybeste Bastone.
— Den ærværdige Hyrdes Sprog har Orgelets Klang.
Hun lod en Dirren gennemfare sig og det hvide Tøj gengive den.
— Saa—aa—aa? gryntede Præsten og tænkte indvendig: Skulde den Mær sige mig Spottegloser?
— Jeg kan forstaa, at det er kommet for ærværdige Hr. Pastors Øren, at jeg havde en uværdig Position paa Slottet hist oppe, og at Hr. Baron v. Urne .….
Magisteren lettede paa sin Kalot og sagde:
— Det er Pastoratets Patron … og al Øvrighed er af Gud.
— Vel sandt, men han er vantro.
— Saa hjælpe Gud ham til Sandheds Erkendelse. Ja, jeg véd — og hun véd det vel bedre end jeg, at han ej har kunnet modstaa Kødets Lyst.
Jo, nu Hr. Pastor, nu kan han det.
— Saa—aa—aa? sagde Præsten, lettede sig lidt i Sædet og betragtede den afskedigede Favoritinde med opspilede Øjne. Vil man se, vil man se! Som skrevet staar: De skal straffes der, hvor de have syndet.
Han faldt i Tanker og drog et Par Suk.
Forskellige Tanker gik — ikke løb — gennem
