358
hans Hjerne under den svære Skal og den tykke, forede Kalot.
Var det virkelig dette Fruentimmers Alvor, at hun vilde forsværge det djævelske Papisteri, hvormed hun var født og optugtet, og skulde Omvendelsen betros til ham, Magisteren? Det vilde jo styrke hans Kredit og maaske bevirke, at han for Alvor kom paa Tale ved det ikke fjerntliggende Valg af Provst i Amtet, ikke at tale om, at han blev et ydmygt Redskab til Udførelsen af en Gud velbehagelig Gjerning, der frembragte den Glæde i Himlen, som en Synders Omvendelse fra sin Vejs Vildfarelse altid vakte deroppe. Han kunde ikke modstaa Fristelsen til at skyde sit Bryst frem og knejse med sit Hoved ved Tanken om, at ham skulde den Naade vederfares at frarive Djævelen en Sjæl og den forbandede romerske Antikrist en Tilhænger.
Men var nu ikke det Hele Komediespil og Fjas? Hun var jo vel inde i Sligt. Hun havde jo levet imellem de Jean de Francer, i det Sippschaft oppe paa Gaarden. Og om disse Fleglers Færd i Hovedstaden fortaltes der saa mange utérlige Ting, at Haaret vel maatte rejse sig paa gammeltroende Hoveder.
Eller laa der en jesuitisk List bag ved det Hele? Var det djævelsk Rænkespind, lavet til for at daare en fattig, gammeltroende Præstemand? F. Eks. ved at friste hans Køds Skrøbelighed? Thi nægtes kunde det ikke, at denne Kvinde
