359
endnu var saare fornøjelig at se til, var hvid og blod, tilpas fed, og havde været paa Steder, hvor man lærte at belægge sine Ord vel.
— „Timeo Danaos et dona ferentes“. (Jeg frygter Grækerne, selv om de bringe Gaver), citerede han højt. Han løftede sin snusbestrøede Tommelfinger op imod sit Ansigt, som advarede han sig selv: Vær snilde som Slanger og enfoldige som Duer. Han citerede Bibelstedet paa Græsk.
Da lød der henne fra Døren.
— Amen! Marion stod der og nejede.
Magisteren brummede spørgende hen mod hende:
— Det var … Santa Scrittura (den hellige Skrift) i det Sprog, hvori den er talt.
Magisteren brummede igen med en betinget Anerkendelse.
Jeg maa drøfte disse Ting nøjere med hende. ... Har hun mærket sig grebet af Naaden, som har tvunget hende hen mod den rette Lærdom.
— Tusinde Gange, udbrød Marion og løftede atter sine foldede Hænder mod Loftsbjælkerne.
— Hm … saa mange Gange? mumlede Magisteren. Og det saadan ganske af sig selv?
— Jeg har med høj Erbyggelse hørt en forstandig og smagfuld Herrens Tjener i København . .
— Smagfuld? Hm! Det Ord er et af de nymodens, dem jeg ikke adopterer i mine Præ-
