Side:Gamle billeder.djvu/369

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

365

at der vil blive Ende paa Straffene for de fordømte Mennesker og Djævlene).

Men da hun var midt i det Hele, blev Præsten smittet af, hvad han kaldte: Artikelens dejlige Ord. Han satte Bas til Marions høje Talestemme, og rungende, halvt i Messeforedrag, tordnede det gennem Stuen:

Damnant Anabaptistas osv., saa Abelone forfærdet ilede ud i Gangen ved det dæmpede Udbrud.

— Barestens ikke Magisteren gør hende Fortræd ved saadan at tage fat paa at mane Fanden ud af Jødetøsen, saa han river alle Indvolde og Tanne ud af hende med det samme!

Men da den gamle Pige gennem Nøglehullet havde set, at Alt gik til i stor Venskabelighed, sagde hun:

— Ja, det maa man sige, at har hun ikke kendt til Kristendom før, saa gaar nu Guds Ord ind og ud af hende, som hun var en Studenter.

— Men, min Hjærte! sagde Magisteren, idet han aandeløs sank om i sin Stol, hvor kan hun saa let lære alt det, hun ikke forstaar et Ord af?

— Ach, min Fader. Fra lille Barn maatte jeg lære Roller til Teatret. Paa et Par Timer kunde jeg lære et langt Trauerspiel udvendig paa Vers.

Magisteren trak Brynene lidt sammen — Hm, Hm! Menneskene have tænkt at vende det til Onde, lig Josefs Brødre, men Gud haver vendt det til det gode og ladet den Letnemhed appliceres