366
paa det hellige Ord. Deri kan hun, mit Hjerte, bringes til at forstaa, hvad providentia specialissima vil sige. Selv hendes paa Tant og verdslig Forfængelighed projicerede Færdigheder bliver bøjede til Tjeneste for Guds Riges Vækst i hende.
— Det er min Fader, Dem, Hr. Magister, der fuldbringer Alt i mig.
— Jeg er kun Naadens Redskab, min Hjerte.
Marion lod sig nu kalde Marie, men Folkene kaldte hende „Mammesellen“. Hun vandt dem ved sin stille Mildhed i hele sin Optræden. Uden at bryde paa med fornem Myndighed, vidste hun at faa Haand i Hanke overalt. Præstens Døtre, som i Førstningen trak sig sky og fnisende tilbage, vandt hun ved at lege med dem og organisere Lege, hvad de aldrig før havde lært, thi det var dem strengt forbudt at lege med Bønderbørnene. Nu genlød Lo og Lade, Huggehus og Vognport af de Sange, Mutter Marie, som de kaldte Marion, havde lært dem til Legene. De udvikledes til hele Dansetoure eller smaa Balletter. Marion pudsede og pillede ved dem, listede Sans for Renlighed ind i dem. De saas nu sjældent med pjudskede, for alle Vinde flagrende Hørtotter om Hovedet, med hullede Strømper og Træsko, med svinske Negle, snottede Næser og skidne Øren. Hun fik dem til at foretage de nødvendige Renselser under Spøg og Sang, saaledes en almindelig Fodvask to Aftener om Ugen. Det behagede
