367
Abelone mindre. Hun mente, at Fruentimmer ikke burde vænnes til at se sig selv nøgne.
Marion gik først ind i Kokken og Kælder som en videbegærlig Dilettant, appellerede overalt til Abelone Jeremiædatters Kyndighed og Erfaring. Den gamle Husholderske sagde om hende, at hun altid førte saadan nysselig og pæn Tale. Hun lo, naar „Mammesellen“ bad hende om Lov til at malke en Ko, og sagde, at det var Synd for saadanne pæne Fingre. Men naar hun saâ de hvide Mælkestraaler risle ned mellem dem som Straalerne i Springvandet oppe i „Hovhaven“ rendte ned over det „udhuggede Fruentimmers store Patter“, sagde hun:
— Det er lige godt pænt. Og vil man tænke sig sikkendan et Humør Magisteren er i nu! Tidligere var han saa galhovedet, at han gik hele Dage og mulede, uden at sige hverken Goddag eller lik m M., nu siger han God Morgen igen, naar en anden En siger God Morgen til ham.
Selv naar han indtog sin Middag ved sin Chatolklap med det „perlende“ Brændevin foran sig, tyssede han ikke, naar de bag hans Ryg ved Bordet talte eller lo. Ja tænk, det kunde hænde, at han med nogen Besvær fik vendt sit hele Legeme om — thi partielt kunde han ikke vende det — sâa med en Antydning af Smil hen paa Børnene og nikkede til Marie. Denne svarede med at rejse sig i Sædet, neje og bøje
