368
Hovedet. Saa svarede Magisteren med et nyt Nik og sagde: Bene, Bene!
Ja, det var farligt, som hun kunde faa ham skikkelig. Aldrig mere hørtes der Skraal fra Konfirmationsstuen. Det kunde endog hænde, at Magisteren om Lørdag Aften kom ind i Stuen og læste sin Præken til Søndagen højt for Marion, Abelone og Smaapigerne. Det hændte sig vel ogsaa for det meste, at de Sidste faldt i Søvn, og at Abelone kæmpede en møjsommelig Kamp for ikke at gøre det Samme. Men Marie sad rank paa sin Stol i sin sorte „Kamelots“ Kjole og afbrød kun sin Stilling ved at folde Hænderne og sige: Ach ja! Abelone fandt det ikke videre morsomt, men det var dog bedre end Gnaveri, Hug og onde Ord.
Og saa havde jo Abelone den usigelige Fryd fra sine Besøg i Herregaardens Borgestue at kunne fængsle Folkenes maabende Interesse ved at fortælle, hvor Magisteren kunde omvende og mane den forrige Bislaaperske. Han tyllede saadan en Hoben Latin i hende, at naar hun kom fra hans Kammers lige ud i Mælkestuen, saa maatte det straks ud igen i Sang og Tremulanter, ligesom det var gaaet i hende.
Sagen var, at Marion tidt lod Mælkestuen genlyde af fordømmende latinske Artikler i den augsburgske Bekendelse, som hun satte i Melodi eller Recitativ og udstyrede med sin Sangkunsts Midler, saa det rungede, f. Eks:
