385
over Korgitteret og pirrede Smaapigerne i Nakken. Med Forfærdelse mødte de Faderens Vredesblik.
Magisteren vendte sig om mod sine Kollegaer. De rejste sig op. Magisteren begyndte at tale Latin. Det var som fem gamle Stridsheste, der hørte Trompeten. De snøftede, Provsten og alle de fire hvide Præster, og vekslede glade Øjenblink.
Efter et Par korte Spørgsmaal sagde Marion med en højtidelig Deklamation, med en fremmed Udtale af Latinen, men som fremhævede Ord og Lyde ganske anderledes distinkt end den drævende hjemmegjorte:
— Item docent, qvod homines non possint justificari coram Deo propriis viribus, meritis aut operibus, sed gratis justificentur propter Christum per fidem. (Ligeledes lære de, at Menneskene ikke kunne retfærdiggøres for Gud ved egne Kræfter, Fortjenester eller Gerninger, men retfærdigggøres for Intet for Gud formedelst Kr. ved Troen).
Taarer randt ned ad 7 Par Kinder, og Provsten mumlede: Det er vor Tros Klenodie og rare Juvel.
Men Degnen græd ikke. Thi hans Dogmatik var hemmelig „semipelagiansk“. Han mente, at menneskelig Skikkelighed maatte komme Naaden til Hjælp. Imidlertid maatte han stemme i Slutningssangen, mens Konvertiten vekslede Broder- og Søsterkys med Præsterne.
Men største Delen af Menigheden gik skuffet
S. Schandorph: Gamle Billeder.
25
