390
— Vi skal ind, Ludvig! Karoline har pæn Aftensmad. Aa, min Dreng! At Du søgte mig!
Hvor sænkede der sig Fred og Ro i den unge Kandidats Sind, i denne Præstegaard, hvor den forrige Konrektor Lic. theol. Krog nu sad som Beneficiarius! Stuerne var alle lyse og solaabne.
Han syntes saa godt om Husbestyrerinden, Licentiatens Kusine, Jomfru Karoline Lindbæk, i den lyse Kjole, om hendes stille uegennyttige Hyldest af sin lærde Fætter — trods det, at hendes højre Skulder ikke sad i lige Linje med den venstre.
Hvor blev Ludvig snart hjemme!
Da han efter endt middelmaadig Attestats, fik Efterretning om den underlige Stifmoder, efter en kedelig Tilværelse med Timeundervisning i København, stod han som en ensom Vandrer i en fæl Menneskeørken. Da havde han skrevet til sin gamle Konrektor og faaet et latinsk Svar med en varm Opfordring til at komme og være hos ham.
Her i Rynkeby som i Randlev dækkede Bogreolerne hver et Væggerum i Præstens Studereværelse.
Men her var det Klassikere, Voltaire og Rousseau, Schiller og Goethe, andre Tyskere og Fransk mænd. Ikke en eneste Foliant, mærket Koenig, Quenstedt, Chemnitz, Gerhardt, Hutter, dem Ludvig alt fra Barndommen af havde været ræd for, som for sin Fader, Magisterens, Tamp eller Rotting.
Den lille Jomfru Lindbæk passede Ludvig, som
