Side:Gamle billeder.djvu/399

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

395

Den store stærke Ludvig nøjedes dog ikke med boglig Syssel. Han trængte baade til legemlig og aandelig stærk Trænering. Som han sled med det hebraiske Sprog og den frempippende kritiske Behandling af det gamle Testamente, kom han efter haanden ind i Gaardens landlige Sysler, lærte at køre en Plov, en Harve, en Tromle, at strigle Heste, vande dem, ride og køre dem til. Hjemme som Dreng havde han af og til villet snige sig til Sligt, men opdagede hans Fader, Magisteren det, vankede der Hug.

Lystighed og Skæmt naaede ogsaa ind i dette stille Liv. Paa lange Spasereture i Foraarstiden, havde Licentiaten tidt Molière eller gamle italienske Komedier med, og da lo Vennerne af fuld Hals, naar den ældre med tør Komik oplæste de lystige Ord. Naar et Spark i Rumpen var beordret i Noten, tildelte Oplæseren en Gærdestav eller en Træbul Sparket, saa inde var han i Situationen.

Det led mod Vaar, det gled mod Sommer. Egnen udfoldede al sin danske Dejlighed. Tæt uden for Haven laa et Engdrag, hvor Græsset, saftigt og kraftigt voksede op. Her og der spækkedes det af guldgule fede Kodriver, samtidig med at dens Fættere Auriklen og Primulaen, garnerede Havens Bede med lyserødt og mørkviolet.

Hinsides Engdraget hævede Skoven sig, og dette Stykke Skov spaserede jævnt ud i Havet, saa jævnt, at Træerne tog sig et stadigt frisk Fodbad. De smaa Bølgeskvulp i Fladvandet legede