402
en rigt blomstrende vild Rosenbusk. Under en Pavse i Pigernes Snak og Latter lød Fuglekvidder stærkt fra Skov og Hegn. Der rislede et Steds fra usynligt Vand. Uden selv at kunne gøre for det, sang Magisterens store Ludvig:
I kølende Skygger
i Mørke, som Roser udbreder,
hvor Sangersken bygger
og kvidrende røber sin Rede,
hvor sprudlende Bække
snart dysse, snart vække
Kamønernes Yndling, den følende Skjald
med steds’ ensrislende Fald.
Riverne standsede, eftersom Sangen blev kraftigere under Stemningens Vækst. Hovederne drejede sig om efter Sangeren, ét efter ét, sidst den største og kønneste Piges. Nu saâ Ludvig Masmann tydelig hendes Ansigt. Usædvanlig regelmæssige var de stort skaarne Træk. Den lige Næse gik næsten i Flugt med den temmelig lave Pande. Tindingerne bredte sig i Mag under det glatte, lyseblonde, næsten hørgule Haar. De store Hænder knyttede sig fast om Rivens Skaft. Den ene Fod dækkedes af Høet, den anden bar hendes Legeme og stod fast paa en lille Høbunke, der var reven sammen. Den var ikke mishandlet af snævert Fodtøj. Den smidigt opadkrummede Stortaa laa i Flugt med Fodens Inderlinje, var ikke vanskabt indadbøjet.
Øjnene, stort skaarne lyseblaa, med et Udtryk, der syntes forbavset-grundende, stod fæstede paa
