401
Fod, ren og pæn efter Sopningen i Stranden, frem i Solskinnet som nystøbt Bronce.
Ludvig Masmann udbrød uvilkaarligt:
— Dette Land er mit Land!
En alle Livskræfter samlende Følelse skød op i „Magisterens store Ludvig“.
Tydelig tegnede sig for ham den Dag i Julen, da han slåp ud fra sit Carcer i Randlev Præstegaard som en løssluppen Bindehund fôr over de knoldede Marker og sang mod vilden Sky:
Seyd umschlungen Millionen!
Diesen Kusz der ganzen Welt.
Nu vilde han være glad ved at kunne omfavne og kysse de fem kraftige Bønderpiger, der rev Hø dernede paa Engen omgivne af Skærsommerens solblanke Farver, de hvide Blaalærreds Særke, svingende de brune Arme med de fine Haar flimrende i Lyset.
En af dem var større og rankere end de andre. Hvilken prægtig Svajning i Ryg og Midie, naar hun rejste sin Krop! Hvilken Smidighed og Styrke i hver Bøjning af det vel formede Legeme! Som Gudinderne hos Homer, var hun større end de Dødelige.
Hø- og Hyldeduft! Hav, Skov, Eng! Kønne, sunde Kvindelegemer! Haar i svulmende Fylde som Trær, Buske, Planter.
Paa Gærdets Skraaning ned mod Engene stod
S. Schandorph: Gamle Billeder.
26
