400
store Eng mellem det levende Hegn og Strandskoven.
Han gad ikke gaa saa langt som til Leddet ved Overkørslen fra Markvejen til Engen. Han greb med Foragt for den slagne Vej en stor Græstot med den ene og en nedludende Hyldegren med den anden Haand, og svang sig i uskyldig Ungdomstrods med ét Sæt op paa det levende Hegns Mønning. Men der indfiltrede han sig i et ret tæt Hyldekrat ned iblandt Tjørne. Leende borede og sled han igennem og syntes vel om, at der piblede Blod frem, og at det rendte ned ad hans brune Haandbag. Han trængte til saadant noget, der pirrede, æggede, kradsede.
Nu stod han der, skjult af Hyldeløvet, med Syn over Engen og gennem en Aabning i Skoven ud til Havet med de smaa kreppede, solgnistrende Skumtoppe. Dybt Blaat, lyst Grønt, Alt i Lys og Glæde rundt om og foroven, og der nede en fire, fem Piger, der rev Høet sammen fra de fældede Rækker.
Gule, solbrændte Nakker, blanke som Metal, dukkede og rejste sig. Stærke Overkroppe i hvide Særker bøjede sig svajende over Rivernes Skafter i smidig, rytmisk Takt. Lystig Tale og Latter klang op i den af Høets og Hyldens Duft fyldte Aandekreds. Hofterne arbejdede under de røde og grønne Hvergarnsskørter, der slog tæt om Benene. Af og til blinkede en nøgen, kraftig solbrændt
