41
sovende Faar i den fjerneste og nederste Del af Kirken, der ikke hørte Hyrdens Kalden. Dem bragte Degnen Lars Kristensen, den gamle fugtige Akademikus, til Opvækkelse ved at tage den lange Stang med Lysesnyder paa Enden og pirre de Døde i Nakkehulen.
Det syntes, som om den inferiøre Gejstlige fandt en vis Fornøjelse i sin Gerning, thi hans fede Æbleskivekinder glinsede af Velvære og Embedsiver under denne Udøvelse af Kirketugt.
Endelig havde Magister Masmann gennempløjet det tredie Afsnit under Sved fra sit Ansigt og Taarer fra sine Øjne. Menigheden havde en instinktmæssig Fornemmelse af, at nu havde deres Sjælesørger talt i to Klokketimer. Mænd og Kvinder fik Psalmebøgerne frem, og Degnen rommede sig for at klare Stemmen til at intonere den første Psalme „Efter Prædiken“ …. Men hvad var det? Magisteren sagde jo ikke „Amen“, men vendte sig om, snød Næsen, tog sig en Pris, nøs tre Gange og bladede videre i Manuskriptet.
Den almindelige Følelse vilde nemt have kunnet samles i den sukkende Formel: „Herregud. Er der mere endnu?“ Menigheden satte sig resigneret i Lave. En gammel Kone maatte standse midt i sin Forberedelse til Hjemkørselen i den kolde Vintermorgen. Hun havde nemlig i Overbevisningen om, at Præsten var færdig, begyndt paa at trække en sort Uldhose over sin ene Sko. Nu
