43
λόγος σπερηατικος[1] i Uvidenhedens Mørke, for derimod at læse og snakke som tyske Korporaler eller vælske Harlequiner og Markedskræmmere. Derfor maa vi bede Gud om Kraft til at tugte vort vanartede Afkom og kun søge Visdom i den hellige Skrift og Divertissement hos de gamle Romere og Grækere. I enfoldige Bønderfolk kan nøjes med Skriften og Dr. Martin Luthers liden Katekismus … For frafaldne er en banket Trøje ikke for god og blodige Strimer paa Ryggen ikke for haarde … Amen!
Stemmen kvaltes i Hulken. Graad hørtes tydelig fra Stolestaderne, skønt der næppe var en af deres Indehavere, der forstod et Ord af, hvad Magisteren mente med denne Tilgift til den lange Julepræken. Men de var oplærte og vante til at græde, naar deres Præst græd. Han var i Dag saa overvældet, at han snøftede under Bønnerne og Velsignelsen, der sluttede Gudstjenesten fra Prækestolen. Degnen slikkede sig om Munden som efter Nydelsen af fede Æbleskiver med et Glas Brændevin til. Han havde opdaget, at Magisteren havde noget Specielt paa Hjerte. Abelone havde snakket baade i Herregaardens Borgestue og til Naboen om, hvor arrig Magisteren var paa sin Søn, fordi han lagde sig efter ny Lærdomme. Man saa Baronen og hans Dame nikke til hverandre.
— Hi, hi, hi! Nu græder Magisteren akkurat
- ↑ spredt ædbringende Ord, Ord med Spireevne.
