46
— Ja hun skal kaldes Dame Donnyr, siger de.
— Hvad for noget? Hvad siger hun?
— Ja det er vel paa sin Udenlandsk. Men hun bruges ellers til at skænke Thevand og Sukkerlade og saadant Noget, som de bruger paa saadanne Steder, og hun sover i et stort Kammers i en af de spidse Gavle.
— Hvad rager det mig?
— Nej, mig heller ikke. Men se, mit Halvsøskendebarn Nille Sørensdatter, Stuepigen, hun siger, at det er en stor Plaser at slaa ud efter hende, for hendes Potte er af bar Sølv.
— Gaa ud med sig og det straks, sagde Magisteren.
Han var blodrød i Hovedet og hans zigsagformede Tindingaarer svulmede.
Abelone smed Resten af Tørvebeholdningen ud fra sit Fang paa Gulvet og skyndte sig ud.
Præsten rejste sig, løftede Hænderne mod det sodede Bjælkeloft og sagde: Akkermær! En Natpotte af Sølv! Ja det er som den tyske Bartskær, Struensee … selv da han sad i Cachot, havde han slig en Potte under sin Seng … Hm, hm! Men Menneskene vil ikke høre, ikke se … En slig Tæve med Sølvnatpotte! Ja Herrens Langmodighed maa sandelig admireres! Men denne Kvinde, som fører Forargelsen hid til dette Fredens Sted, og viser sig den hellige Julemorgen i Herrens Hus, vil komme til at opfylde Profetens Ezekiels Ord: Og Du skal æde en Bygkage, og den, den
