45
Abelone Jeremiasdatter trak Kjolen over hans Øren efterat have reddet Parykken. Hun tænkte: Det er dog fælt, saa saadant et stort og ført Mandfolk flæber for ingen Ting.
Magister Masmann sad hele Dagen og sled med sin anden Juledagspræken og lod sig kun afbryde ved Maaltiderne. Abelone fik den gamle Erfaring bekræftet: at naar Præsten havde flere Helligdage i Træk, var han baade galhovedet og forskrækkelig madlysten. Da turde ingen tale til ham, og han aad værre end de værste Tærskere. Hun maatte af og til ind med Tørv til Ovnen i Præstens Kammers. Hun blev helt forskrækket, da hun efterat have rejst sig op ved Hænderne fra sin knælende Stilling, saa Magisterens brede Ansigt vendt imod sig og hørte disse Ord rettede til sig, om det end saa ud, som Magisteren talte til Loftsbjælkerne.
— Har min Søn, Ludvig, faaet Føde?
— Jo: Grød, grønsaltet stribet Flæsk, Rævensbensteg, to Gaaselaar, fem Æbleskiver.
— Men kuns tyndt Øl?
— Ja.
Det var nu ikke sandt, thi Abelone havde listet sig til at helde sødt og fedt Øl i Husets Førstefødtes Krus.
— Ved hun, hvad det var for et Fruentimmer, der var i Herskabsstolen sammen med Baronen? Ja, mig er det lige det Samme, om hun ved det eller ej.
