52
lille, i grovt Pap hæftet Bog faldt ned paa Bordpladen.
Magisteren opdagede, at det var en lille Bog og tænkte: „Naa, læser den Grønskolling Pasqviller, som dem, der udkom under den forbandede tyske Balbér, som nu sidder i Helvede, med sit afhugne Hoved og Haand og den stejlede Krop. Ja saa maa dog vist Kørepisken frem.“
Han dirrede, bladede og bladede igen og fandt Titelbladet liggende løst i Bogen. Det var tysk. „Leiden des jungen Werther“.
Magisteren gned sig paa Panden for at fremkalde en Erindring. Han havde hørt et og andet om denne Bog … Funtus! Nu havde han det!
— Ludvig, Ludvig! Hvad har jeg fattig Mand dog syndet, at min eneste Søn overgiver sig til arg Ugudelighed og liderlig Læsning? Vel maa jeg sige igen, hvad jeg en Gang har sagt i en Prædiken: „Det er med Mennesket i Verden ligesom med et Svin, dets største Fornøjelse er at vælte sig i Skarnet. Jo mere Skarn de kan komme udi, jo hellere vilde derudi, og saaledes er Synden det Element, i hvilket Mennesket vil leve, og saadanne mange Svin maa Gud desværre føde i Verden.“ Ved Du, hvad det er for en skiden og utugtig Bog? Tal! Jeg ikke alene tillader dig — jeg befaler dig at tale.
— Min Fader, har De læst denne Bog?
— Hold din Mund, din Slyngel! Tror Du jeg læser saadan unyttig Pølsesnak! Men nys mindedes
