V
Som en løssluppen Bondehund fôr Ludvig ud efter at have kastet Klæderne om sig og triumferende frelst sin Werther ud af Kakkelovnen. Han tog Hønsetrappen i fire Spring, havde nær væltet Lillepigen Sidse, der stod i Døren til Gaarden og smurte Magisterens mægtige Sko med Grævlingefedt.
Hun saâ med kalvedum Forbavselse „den store Laadvi’“ tage Gaardsrummet i to Spring ud til Porten, hvor den store Køter Fylaks gøede, som han kunde være Helvedhunden selv, og rev i sin Lænke, som vilde han sprænge den. Fraaden drev ned fra hans Mundviger af lutter Embedsiver.
Det var Plasér for Lillepigen Sidse. Den store „Laadvig“ bissede jo som en Tyrekalv om Sommeren — det maatte hun se paa. Med Magisterens ene Fedtlædersko om sin venstre Haand, med klaprende Træsko, med et til Fylaks henkastet: „Hold din Flab i, din skabede Maarian!“ løb hun gennem Porten, for at se, hvad Husets Førstefødte havde for af Skælmstykker. For naar han stak
