57
Skønt Magisteren erklærede ham for en Stymper i Latinen, kunde han dog læse og skrive, en Færdighed, som Skolemesteren, en forhenværende Kusk paa Herregaarden, kun ejede i en højst ufuldstændig Grad.
Ludvig var en Stund uafladelig løbet først i blød Jord, hvis Hindringer for hans Fart dæmpede den første Vildskab. Saa gik det op ad en tør, snebestrøet glat Bakke. Nu maatte han staa og puste foran en i Bakken dybt indhulet Mergelgrav. Farvebrudet i dens Isflade glædede hans Øjne. De gled saa over det bølgende Jordsmon med den blaanende Sne og de sneoverdyssede Trægrene med den fine, fast umærkelige Rødme. Han følte sig sin Samtid overlegen, da han blev sig sin Glæde over disse Formers og Farvers Spil bevidst. Han havde jo tidligere været som de andre, der lod et Træ være et Træ, et Væsen, som ikke kom nogen ved, fundet den ene Kulør lige saa god som den anden, kedet sig i Skove og paa Enge, betragtet vor Moder Jord som et Kornkammer — han udraabte: O, Rousseau! o, Goethe! Hvor var de Latinere og Grækere nogle Træblokke og tørre Ræsonnører ved Siden af slige Autores, og hvor maatte han give Charles Perrault Ret. Hans Konrektor havde fortalt ham den Kamp, Perrault havde ført for de moderne mod Latinerne og Grækerne med Boileau til Modstander. Konrektor gav dem begge Ret, men Ludvig blev en tavs og ivrig Advokat for Perrault.
