58
Jo mere han lod sine Blikke glide vidt om i det aabne Landskab med de langstrakte Bølgelinjer, desto mere følte han sig oprørsk stemt mod sin indeklemte Opdragelse, mod de stivnede Samfundsformer, der f. Eks. befalede ham at bruge det moderne „De“ til Baronen og sin Fader, mens han selv blev tiltalt med Han af den ene og Du af den anden. Hvorfor havde hans gode Konrektor tysset og truet ad Ludvig, da han protesterede mod en Sang af samme faderlige Ven i Anledning af Kristian VII.s Fødselsdag og spurgte ham, hvorledes man kunde prise en gal og liderlig Konge. Ludvig fandt ham i sit stille Sind mere værdig til at falde for Bøddelhaand end den af hans Fader hadede Struensee. Og denne Guldberg, hvis Fald Magister Masmann for nogle Aar siden havde fældet Taarer over! Ludvig kunde egentlig ingen Mening have om ham. Men ved en ungdommelig-dristig Analogislutning fra hans Faders andre Yndlingsfigurer var han kommen til det Resultat, at Ove Høgh-Guldberg var en rigtig David Skolemester, „en Hoved-Ertz-Pedant“.
Stolt knejste han med Nakken og sendte sit Blik ud saa vidt, han magtede. Og i det hvide, solbeskinnede Rum lod han sig bære om af en pludselig opdukkende Grebethed af Natur og Menneskestorhed og udbrød i en Schillersk Strofe, hans Konrektor havde gennemgaaet med ham:
