65
Ludvig Masmann traadte ud paa Vejen og lettede paa Huen.
— Hvad? sagde Mølleren. … Det er jo … Det er jo … nej, det er ikke … jo, det er’ed, Dæle’me, det er jo Præstens store Laadvig. … Jo, det er da vist, men det er da farlig, saa han er bleven stor og bøvet. — Men, hille den slemme Jøde! Han har jo lagt sig Skæg til! Vil han ind og ha’ en Æbleskive og en Bid Øl? For ded er dog mærkeligen, saa Forsynet regerer al Ting viseligen. Der sidder Mette og græder, som hun var pisket, over det at hun er knækket over midt i en Psalme, som hun skal allevere til hans Fa’r, Hr. Magisteren. For jeg véd ikke, om Præstens Laadvig véd, at Mette gaar op og læse i Aar, og at hun skal staa til Paaske. Og de siger jo, at Magisteren bliver saa ondsindet, naar Drengene og Tøsene kører fast i hans Sager, at han ikke er bange for at bage en varm Kage og sla’ den op lige i deres bare Ansigt. Kan Præstens Laadvig ikke be lidt godt for Mette, for ellers er hun skrap til at læse, saa vil jeg takke Vorherre for hans Styrelse, da han ledte Præstens store Søn lige hen til Mette i denne sørgelige Stund. For Mette er jo det eneste jeg har tilbage, siden Vorherre tog hendes Forældre, for Pastorens store Laadvig vèd jo nok, at Mettes Fa’er var min eneste Søn, og det vilde krænke mig meget, om Mette fik Hug, og andre saâ paa det.
Den lille Mette var bleven rød i Hovedet, men
S. Schandorph: Gamle Billeder.
5
