66
saâ bønlig op paa Ludvig, thi hun var saa bange for den store tykke Magister, som en lille Hareunge for en stor, gammel Hankat. Hun havde rystet og bævet under Konfirmationsforberedelsen, naar Magisteren havde givet et Tyrebrøl fra sig mod en Bondedreng, som ikke kunde ramse Skriftsteder eller Psalmevers op med behørig Færdighed, og saa var han faret op, havde grebet Synderen i Koftekraven, drevet ham rundt i Stuen, saa Træskoene dansede hen ad Gulvet, eller straffet nogle Pigebørn med Ørefigen eller knebet dem i Øreflipperne, saa de hvinede derved som Smaagrise.
Som Ludvig nu var stemt, var han lige ved at fælde en „blid Taare“ over den Sorg, han saâ malet i den lille Bondepiges pæne Ansigt.
Han sagde:
— Vær ikke bange, Niels Knudsen. Vil I give mig en Æbleskive og en Draabe Øl — for jeg er svedt og tørstig, saa skal jeg hjælpe Jeres lille Sønnedatter. Frygt ikke, lille Mette. Dig skal intet ondt vederfares.
— Vil Magisterens Laadvig bide paa Æbleskiven og Øllet herude, eller vil han ind?
— Helst herude, svarede Ludvig og tilføjede i Tanker: En ren Idyl, et Hyrdedigt, og følte en lignende andagtsfuld Stemning mod Forsynet, som Møller Niels Knudsen nys udtalte.
Paa Niels Knudsens Bud kom en Pige ud med Æbleskiver, overstrøede med Puddersukker, paa et
