Side:Gamle billeder.djvu/71

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

67

rødt Lerfad samt en stor Ølkande af Træ, og satte dem paa Bænken.

Ludvig var sulten og tørstig efter sit stærke Løb, og da det havde hulet godt i Fad og Kande, tog han Psalmebogen og læste hver Strofe en fem seks Gange. Hans Foredrag gjorde et vist Indtryk paa Mølleren. Han sagde ved sig selv: Han kommer til at præke meget bedre end hans Fader, Magisteren, naar han bliver rigtig udlært paa Studiigaarden inde i København.

Mette havde derimod ingen Sans for slige fine Sager, hun ramsede Versene op med Øjnene fæstede mod Jorden, i samme huggende Diktion som før. Først da hun var færdig, efter at have sagt den sidste Strofe

O, du Engles Lyst og Glæde
du al Jordens Salighed,
bliv dog hos mig, bliv tilstede
og min Sjæl for dig bered,
end i Dødens sidste Stund
rør mit Hjertes dybe Grund,
styrk min Tro, lad min Elende
sluttes med en salig Ende.

saâ hun op med Taarer i øjnene og smilende Mund.

Den kønne, gamle Psalme havde rørt Ludvig. Det faldt ham ikke ind, at Pigebarnets Taarer og Smil kunde skyldes Fortvivlelse over den lange Manuduktion og Glæden over at være færdig.

5*