68
Han tilskrev det den dybe Følelse, der ulmer i det ulærde og uskyldige Folks Bryst.
Mølleren var bleven ked af det, var gaaet hen og aabnet for Stigbordet, og Ludvig havde ikke agtet paa, at nu fusede Overfaldsvandet ned over Hjulet, saa det susede og brusede udenfor, og Hjulene knagede og knirkede i Mølleværket indenfor.
Ludvig havde rakt sin Haand ud mod den lille Mette. Hun ænsede det ikke. Han nærmede sit Ansigt til hendes og saâ varmt ind i hendes blaa Øjne.
Niels Knudsen var atter kommen til. Han tænkte: „Nej, kysse Pigen skal han dog ikke. Det har ingen Hast. Nej — hun bryder sig heller ikke om de Ting. Om en tre Aar saa vil hun vist gerne gnaske i saadant noget ligesom en Kaninunge i Grønkaal.“
Kørevejen gjorde en Svingning om Møllehusets Gavl. Der hørtes en Vogn klirre, skure og knage, og frem tonede en Herskabskarrosse, bred og høj, med Skrog og Ruf dinglende i store Fjedre.
— Det er Baronen! udbrød Møller Niels Knudsen, idet han fik sin Hue revet af i en Fart, knappet sine gule Skindbukser ved Siden af Knæet og glattet sine hvide Uldhoser, der sad i Aal.
Bukkens firkantede Sæde havde hverken Rygstød eller Læn. Et rødbrunt Overtræk, prydet med et adeligt Vaabenskjold i Sølvblik hang ned til alle Sider, endende i Sølvfrynser. En Kusk tronede der med trekantet Hat paa tværs af Pudder-
