69
parykken, i sølvgaloneret lang Kofte, vældige viksede Skaftestøvler med ombøjede hvide Strømper over, med Pisken svævende over det blankbrune Firspand. Sølvbeslaget paa Seletøjet blinkede i Lyset. Hestenes Hovedtopper skar i Øjnene. Bag paa Karrossen stod en Lakaj med hvide Lægge under en sølvkantet Kavaj og lignende Hat som Kusken. Han holdt sig fast i en Rem med Sølvkvast.
— Se, Du faar ædt af, Mette, sagde Mølleren til sin Sønnedatter, der lige havde puttet en Æbleskive i Munden.
Hun standsede i Tygningen, rejste sig, blev lige saa rød som de karmoisinrøde Border paa hendes brune Livstykke, fik ordnet Skoen, der hidtil havde siddet og dinglet paa hendes Stortaa under Studiet af Kingos Psalme. Hun rejste sig, dybt nejende. Ludvig blev siddende og nøjedes med at tage Huen af. De Ord, Rousseau lægger Elskeren i „La nouvelle Heloïse“ i Pennen i Brevet til hendes Fader, fôr op i ham: „Jeg bryder mig saare lidet om at vide, hvori en Adelsmands Ære bestaar, men hvad der vedrører en retskaffen Mands Ære bliver min Sag, jeg véd at forsvare den og skal bevare den ren og uplettet til mit sidste Suk.“
Derfor blev han siddende, Skoledrengen, og følte Stolthed over sit Mod.
Karrossen standsede. Tjeneren sprang ned, tog sin trekantede Hat under Armen, aabnede buk-
